Drejebænkens historie

Drejebænken er et værktøj, der har fulgt menneskets kreativitet og behov for at skabe noget gennem årtusinder. I dens mest simple definition er det et redskab, der roterer et arbejdsstykke, der således kan bearbejdes med et skærende værktøj. Ved trinvis at fjerne materiale fra stykket kan man således forme et objekt, eksempelvis en skakbrik eller en lysestage. Netop på grund af denne rotation bliver de fleste produkter cylindriske i formen, og er stort set perfekt symmetriske. Historisk set har det bearbejdede stykke næsten altid været forskellige træsorter, men jern og andre slags metaller er udgør i dag størstedelen af de genstande, der bliver lavet med denne teknik. Også visse plasttyper kan drejes. I dag har mulighederne for masseproduktion næsten udryddet trædrejerfaget som profession, men på trods af dette er genstande af træ drejet i hånden eftertragtet, på grund af den kvalitet og det håndværk, der ligger i hver eneste genstand.

Trædrejningens tusindårige historie

96 Normal 0 false false false DA JA X-NONE /* Style Definitions */ table.MsoNormalTable {mso-style-name:”Table Normal”; mso-tstyle-rowband-size:0; mso-tstyle-colband-size:0; mso-style-noshow:yes; mso-style-priority:99; mso-style-parent:””; mso-padding-alt:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt; mso-para-margin:0cm; mso-para-margin-bottom:.0001pt; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:Calibri; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin;}

Trædrejning har en lang og fascinerende historie, der strækker sig helt tilbage til den egyptiske stenalder. Det ældste eksempel man har på en decideret roterende drejebænk går tilbage til omkring 1300 f.v.t., hvor egypterne udviklede en topersonersudgave. Her var der én person, der roterede træstykket, mens en anden bearbejdede det med et skarp værktøj. Dernæst var det de gamle romere, der forbedrede designet ved at tilføje en bue, der gjorde arbejdet for personen der drejede træet lettere. I middelalderen blev det muligt at gøre det hele som én person, da man erstattede en fodbetjent pedal med buen. Det gjorde det muligt for trædrejeren at bruge begge hænder til at bearbejde træet, samtidig med at han kunne holde det i rotation. Denne pedal var forbundet med reb til en smidig gren eller et frisk ungt træ, der med dens smidighed således fungerede som en slags fjeder. Rotationsmekanismen fik ydermere et gennembrug nogle århundreder senere, da Leonardo da Vinci udviklede et svinghjul, der blev drevet af pedalen. Han udviklede også medbringeren, der med sine tre spidser kunne tvinge træstykket med rundt. Den næste store ændring kom i den industrielle revolutions begyndelse, hvor hele mekanismen blev drevet af heste. Her var emnet der blev bearbejdet dog ikke træstykker, men kanoner, der således kunne få boret mere præcise løb, og gjorde større og stærkere kanoner mulige. Princippet var dog stadig det samme ved at man kunne fjerne materiale ved at rotere emnet om sin egen akse, samtidig med at man brugte et værktøj, der var stærkere end emnet. I løbet af den industrielle revolution erstattede mekanisereret kraft hestekraften. Således blev maskiner drevet af en rem, der var koblet til enten vand- eller dampkraft. Senere, da elektriciteten blev standarden for industrien, erstattede individuelle elektriske motorer disse. I midten af det 20. århundrede blev servomotorer almindelige, og de muliggjorde bedre kontrol med rotationsmekanismen. Det gjorde det sidenhen muligt at computerstyre hele processen, så man kunne nøjes med at indtaste de ønskede mål og varianter. I dag findes der både manuelle og computerstyrede drejebænke. Se meget mere her om drejebænke